Kunstværk: Kristus og Nikodemus.
Kunstner: Anton Dorph (1831-1914)
Opsat i Struer kirke som alterparti i 1891.
Flyttet til Struer Kirkegårdskapel i 1981 i koret over alteret
Evangeliet fortæller, at Nikodemus var en tvivler og farisæer, som kom til Jesus om natten. Alterbilledet viser Kristus og Nikodemus, der sidder fordybet i samtale i et mørkt rum med to højtsiddende arkadevinduer, adskilt af en søjle, hvor Kristi glorie er den eneste lyskilde. Kristus er iklædt en rød kjortel og en blå kappe og har venstre hånd løftet i en talende gestus, som giver dybde. Han sidder med højre fod på en skammel og højre hånd hvilende på knæet. Nikodemus har et hvidt hovedklæde og bærer en olivengrøn kjortel og rødbrun kappe.
Billedet havde oprindelig en stor indramning. Nedenunder var der to udskårne, forgyldte palmegrene og en inskription, der gengiver den del af samtalen, hvor Kristus siger: ”Uden én bliver født af vand og ånd, kan han ikke indkomme i Guds Rige” (Johs. 3.5).
Over billedet var der udskåret et trekantfelt med helligåndsduen. Oprindelig var der en søjle med terningekapitæl på hver side af billedet og øverst på altertavlens trekantafslutning stod et kors.
|